Ender hver måned med et overtræk på kontoen? Så bør du gøre noget ved det. For du betaler både renter og gebyrer, hver gang du overtrækker bankkontoen. Læs guiden her, og få gode råd til, hvordan du får stoppet overtrækket.
Det kan være svært at få privatøkonomien til at hænge sammen. Derfor kan det ikke undgås, at du af og til ender med et overtræk på din bankkonto, inden lønnen går ind.
Det kan ske for enhver.
Men sker det hver måned, og føles det som om, du er ved at grave dig ned i et økonomisk hul, bør du få gjort noget ved problemet.
Betydningen af overtræk på kontoen
De fleste har prøvet at have et overtræk på deres konto i banken.
Er det ikke et bevilget overtræk, koster det dig typisk et gebyr og renter af det beløb, kontoen er overtrukket med.
Det er til at leve med, hvis det kun er en gang imellem. Men sker det ofte, bliver det hurtigt til en mærkbar udgift. Samtidig har hyppige overtræk betydning for din kreditvurdering, hvis du en dag skal tage et lån.
Derfor er det vigtigt at begrænse eller helst helt undgå overtræk i banken.
I denne guide får du mere at vide om:
- Betydningen af et overtræk for din privatøkonomi.
- Hvad du kan gøre for at undgå overtræk på kontoen.
- Hvornår det kan betale sig at få et bevilget overtræk.
Når du har læst guiden, er du bedre rustet til at håndtere overtræk i banken, så du nemmere kan holde privatøkonomien på ret kurs.
Hvad kan jeg gøre for at undgå overtræk?
Den nemmeste måde at undgå overtræk i banken, er ved at lægge et budget for din privatøkonomi og overholde det.
Det kan lyde svært at lægge et budget. Men henter du et budgetskema online, eller følger denne guide til at oprette et budget i et regneark, er du sikker på, at du får alle de nødvendige poster med.
Budgettet giver dig overblik over forholdet mellem dine indtægter og udgifter måned for måned. Samtidig gør budgettet det nemmere for dig at se, hvad der sker med din privatøkonomi, hvis du justerer på nogle af posterne. F.eks.:
- Sænker udgiften til indkøb af mad og dagligvarer.
- Bruger færre penge på at købe tøj, sko og lignende.
- Bruger færre penge på streaming- og andre abonnementer.
Naturligvis uden at du sænker den enkelte post, så det beløb du har afsat, bliver urealistisk lavt.
For det sværeste er ikke at lægge et budget, men at følge det i hverdagen.
Derfor er det vigtigt, at du hver måned følger op på budgettet, så du ved, hvor godt du har fulgt det. Derved kan du samtidig rette de efterfølgende måneders budget op, så du kan undgå et fast overtræk på din konto hver måned.
Hvordan fungerer et overtræk?
Generelt har du overtræk på din bankkonto, så snart den er gået i minus. Det vil oftest samtidig betyde, at banken lukker for dine betalingskort, så du ikke kan trække mere over på kontoen.
De fleste banker – og mange af kortselskaberne – har dog oftest en ”tålmodighedsgrænse” for, hvor meget overtræk du kan have, før de lukker for dine betalingskort. Hvor stor grænsen er, afhænger af deres kreditvurdering af dig – samt hvor ofte du har overtræk i banken.
Uanset denne tålmodighedsgrænse, skal du – som allerede nævnt – betale overtræksrenter, så snart kontoen går i minus. Mange banker opkræver også et gebyr for at sende et brev til din e-Boks om, at du har overtrukket din konto. Det er reelt set et overtræksgebyr, men kaldes sådan, fordi der har været en del sager hos Pengeinstitutklagenævnet om ublu overtræksgebyrer.
Kassekredit og overtræk
Har du lejlighedsvist et overtræk på din konto, og vurderer banken, at du har de økonomiske muskler til at udligne overtrækket, når der går løn ind på kontoen igen, vil de tit tilbyde dig en kassekredit. Eller sige ja, hvis du spørger dem.
Fidusen ved en kassekredit er, at du kun betaler renter af den, når den er i brug. Vel at mærke en rente som er lavere end overtræksrenten. Derved kan du overtrække din konto med et vist beløb hver måned, uden at betalingskortene lukkes. Først når du overstiger det bevilgede beløb på kassekreditten, lukkes kortene.
Det kan være en meget behagelig løsning i starten. Men med tiden risikerer du, at kassekreditten ender med at blive dit nye nulpunkt på bankkontoen. Det kan ende med at blive dyrt, fordi du jo skal betale renter på kassekreditten lige så længe, som du bruger af den.
Hvor meget overtræk kan jeg have?
Så længe banken har en realistisk formodning om, at du ikke ender i en situation, hvor du ikke kan betale dit overtræk tilbage, kan de godt tillade et kortvarigt større overtræk på din konto.
Altså et beløb, som du må formodes at kunne trække ud af din privatøkonomi, næste gang du får løn, uden at det betyder, at du ikke har råd til at betale dine faste udgifter. Eller ikke har råd til mad.
Hvor koster et overtræk?
Overtræksrenten er typisk på højde med et forbrugslån i banken, fordi du i princippet ikke stiller sikkerhed for lånet. Kan du ikke betale overtrækket, bliver kontoen lukket, indtil der er gået penge ind til at dække overtrækket.
Overtræksbeløb: | Overtræks-rente: | Renteudgift pr. måned: | Gebyr for overtræksbrev: | Samlet udgift for en måneds overtræk: |
2500,00 kr. | 18,5 % | 462,50 kr. | 100,00 kr. | 562,50 kr. |
Hvornår kan det betale sig at få et bevilget overtræk?
Et er at overtrække din konto uden at spørge banken om lov. Noget helt andet er et bevilget overtræk. Det koster dig stadig rentepenge i den tid, du har overtrækket. Men du slipper typisk for overtræksgebyret, fordi overtrækket er godkendt af banken.
Et bevilget overtræk kan være et godt alternativ til at tage et lån. Det kræver dog, at banken vurderer, at din økonomi er stærk nok.
Har banken et godt indtryk af din privatøkonomi, vil de bevilge et overtræk til en lavere rente end et forbrugslån. Oftest blot ved at du kontakter din bankrådgiver eller bankens kundeservice.
FAQ om overtræk
Har du tit overtræk på din konto, er det med til at give dig en dårligere kreditværdighed. Derved får du sværere ved at blive godkendt til et lån. Eller skal betale en højere rente på lånet, fordi låneudbyderen løber en større risiko ved at låne ud til folk, som tit har overtræk i banken.
Ender hver måned i minus, er det vigtigt at finde årsagen til overforbruget og rette din privatøkonomi ind efter det. Gennemgå dine kontoudtog, og find ud af, hvile udgifter du kan spare væk, og hvilke poster i dit budget du kan skære ned på.
Normalt er et overtræk ikke en god ting. For det betyder, at du har brugt flere penge end du har – altså at du har et overforbrug. Men i nogle tilfælde, kan det faktisk være en god ting. For din bankrådgiver får typisk besked, så snart du har overtrukket din konto. Eller hvis der er en meget stor og ualmindelig aktivitet på din konto. Det gør det nemt at gribe ind overfor for folk, som har fået adgang til dine kort- eller kortoplysninger eller på anden måde trækker penge uretmæssigt fra din bankkonto. Derfor kan et overtræk nogle gange være en god ting.